VN:F [1.9.22_1171]
Hvor god er denne artikel?
Rating: 5.0/5 (4 votes cast)

Få dit barn til at soveDu kender det sikkert. Det er sengetid og din tumling er bestemt ikke i humør til at dagen skal slutte. Der kan findes på alle former for undskyldninger for hvorfor det ikke lige er sengetid. ”Men mor, du lovede…” eller ”Jeg skal bare liiige…” hører til standardkommentarerne inden den lille skal sove. I denne artikel giver vi dig 10 gode råd, der kan gøre hele sengelægningsproceduren lidt nemmere.

Der findes nemlig nogle smarte og simple måder, der kan få din tumling til at nærmest trygle om at blive lagt i seng. Med de 10 råd kan du variere dem, så det ikke bliver kedeligt for den lille.

Få dit barn til at sove – 10 smarte tricks

  • Hold de faste sengetider

Du har hørt det 100 gange før, at det er en god idé at holde faste sengetider. Som vi skrev om i artiklen om børns behov for gentagelser, så er der en tryghed over faste rutiner og det gælder også sengetiden. Desuden vil argumenterne og modstanden efter et stykke tid også blive mindre, når du fortæller dem at ”klokken er snart otte og du skal i seng og sove”, da de til den tid godt ved, at det er kl. 20, at han eller hun skal i seng.

  • Fødevarer med tryptophan

Tryptophan er en aminosyre, der findes i fødevarer. Den er søvnfremkaldende og findes i blandt andet banan, kalkun, yoghurt, og jordnødder. Lav en snack med en af disse tryptophanholdige fødevarer, så vil den lille være både søvnig og mæt ved sengetid. Er en snack ikke lige sagen, så prøv med et varmt glas mælk. Det virker hver gang.

  • Et varmt bad med lavendel

Lavendel har en beroligende effekt og i et dejligt lunt bad inden sengetid har det den helt rigtige virkning. Lav et skumbad med en lavendelsæbe eller brug lavendelshampoo til at vaske håret med. Tag gerne badet med den lille og gør det til en hyggelig fællesting inden det er tid til at sove.

  • Fodmassage

Giv din tumling en dejlig og afslappende massage inden sengetid. Måske kan han godt li’ at få masseret sine fødder eller det kan være din lille pige kan li’ at ligge helt tæt ind til dig og blive strøget henover håret. Du ved bedst selv hvad de kan lide. Sørg for at de er sengeklar inden du begynder og at de er varme og trygge under ”behandlingen”.

  • Varme fødder

Varme og behagelige fødder virker som en helt perfekt søvndysser. Et par bløde uldsokker eller et par behagelige sutsko kan gøre underværker når først den lille er kommet i nattøjet og er klar til at sove.

  • Udstrækning

Stræk ud sammen med den lille. Ofte har de små været meget fysisk aktive, så et par gode strækøvelser for ben, arme og ryg kan være en god måde at få deres muskler til at slappe af. Samtidig kan de rolige bevægelser være med til at skabe en afslappet atmosfære i hjemmet.

  • Klassisk, jazz, klaver eller måske endda lounge-musik

Klassisk musik har i flere undersøgelser vist at have en beroligende effekt både på børn og voksne. Sæt en beroligende CD på anlægget og sæt det på et roligt lydniveau. Lounge-musik er måske bedst kendt fra hotel-lobbyer, men har rolige rytmer, der kan få den lille til at slappe af. Sæt jer sammen under et tæppe og lyt til musikken. Du kan måske endda få din tumling til at lukke øjnene og forestille sig et drømmeland på baggrund af musikken. De vil sove før du får set dig om!

  • Fortæl en historie i stedet for at læse en

Gør det til en speciel oplevelse at komme i seng ved at bryde læserutinen. Digt en historie af fri fantasi, hvor du skaber dine egne figurer. Sørg for at dit barn ligger behageligt i sengen og er puttet godt ned under dynen. Indholdet af historien er ofte mindre vigtigt (det har jeg selv erfaret), men blot det, at det er mors eller fars historier gør det til noget specielt, hyggeligt og afslappende.

  • Køb en natlampe

Det lyder måske lidt mærkeligt at tænde lys i den lilles soveværelse ved sengetid. Men en lille smule lys kan gøre underværker i forhold til at fjerne den lilles bekymringer i forhold til at være alene i værelset. Det kan nemlig sørge for, at den lille lige netop kan genkende værelsets konturer som de ser ud i dagslys. En lille smule lys kan altså gøre en stor forskel.

  • Undgå vand og vanddrivende væsker inden sengetid

Selvom den lille måske er tørstig, så undgå at give din tumling for meget vand. Hellere tre glas der kun er en fjerdedel fyldt end et helt glas fra starten af. De fleste børn drikker op af natur, så har du bare problemet midt om natten når den lille skal tisse. I den forbindelse bør du også undgå drikkevarer med stimulanter såsom sukker og koffein.

Har du flere gode råd til, hvordan man bedst får en tumling til at sove, så skriv til os eller kontakt os på Facebook, så vi kan tilføje dem til artiklen. Du kan også læse mere om både dit barns søvnmønstre og om hvordan du selv får et bedre søvnmønster.


Få dit barn til at sove – 10 smarte tricks der virker!, 5.0 out of 5 based on 4 ratings

Skriv et svar